Project: Strong Coffee Web 2.0
På den sociale netværkstjeneste Facebook er det muligt at blive fan af alt lige fra Barack Obama til “I love my brother”. Det har i lang tid undret mig, eller rettere sagt fascnineret mig, hvordan det er muligt, at så mange har behov for at vise offentligt, at de f.ex. “elsker deres bror”. Er det ikke pænt naturligt? Ikke desto mindre kan det skabe en database af tilhængere på mange, mange tusinde mennesker, der gør personen bag fansiden (altså ham der har oprettet den) i stand til at kommunikere ud til alle fans om hvad han ønsker.
Når man tænker på, hvordan der bliver smidt penge efter permission marketing f.ex. – hvor dét man betaler for som virksomhed er tilladelsen til at sprede et budskab til andre, så er det en fantastisk åbning med Facebook, da det netop giver denne mulighed for at kommunikere til en lang række mennesker i løbet af få sekunder – gratis.
Projekt Strong Coffee Web 2.0 går ud på at undersøge denne mulighed. Jeg har oprettet en fanside på Facebook, hvor det (meget “de Thurah” agtigt) er muligt at blive fan af stærk kaffe. Jeg har tænkt mig at finde ud af hvor mange fans jeg kan skaffe til denne side, altså hvor mange mennesker jeg kan få adgang til at bringe et budskab. Ikke at jeg vil benytte dette til ulovlig aktivitet eller noget der går imod Facebook’s egne retningslinier, men mere for at undersøge hvor let det er, og hvor let det er for andre der måske ikke har lige så rene tanker at benytte denne teknik.
Jeg vil løbende her på min blog opdatere omkring projektet og hvad jeg finder ud af. Du kan naturligvis selv deltage ved at blive fan af stærk kaffe, eller Become a Fan of Strong Coffee som den hedder internationalt.








